Archive for April, 2010

Renovering af huset

Der var mange beslutninger at tage, da min kone og jeg sidste år skulle i gang med en gennemgribende ombygning af vores hus. Hele huset skulle renoveres fra ende til anden med blandt andet nyt køkken og nyt badeværelse.

Under planlægningen diskuterede vi, hvilken type gulvbelægning, vi ville have i de forskellige rum. Min kone var ikke i tvivl om, at vi som udgangspunkt skulle have trægulve i det ombyggede hus. Hun var godt og grundigt træt af gulvtæpperne i både stuen og de tre værelser. Gulvtæpper er i virkeligheden uhygiejniske, for man kan ikke få dem ordentligt rene ved støvsugning, så der gemmer sig alskens uhumskheder nede i tæpperne, mente hun.

Det kunne vi ikke være uenige om, for jeg har også altid foretrukket trægulve, men da vi købte huset for en halv snes år siden, var det udstyret med gulvtæpper direkte oven på beton.

Vi havde besluttet, at vi ville have gulvvarme i hele huset som afløsning for de hidtidige radiatorer, men man kan jo sagtens have gulvvarme under et trægulv, så det var ikke noget problem for os.

Så vi satsede altså på trægulve i hele huset bortset fra badeværelset, køkkenet og bryggerset, hvor der skulle lægges klinker. Til vores forholdsvis store entre valgte vi et massivt trægulv, fordi entreen selvfølgelig er det rum, hvor der er størst slid på gulvet. I stuen og i værelserne valgte vi et lidt billigere trægulv, fordi der her ikke bliver tale om nær så stor en belastning på rummenes gulvbelægning.

Comments